Kom i gang med digital motorsport: Få iRacing intro-tilbud her

Kom i gang med digital motorsport: Få iRacing intro-tilbud her

DASU har i samarbejde med den amerikanske spiludbyder iRacing nu mulighed for at give tre måneders onlinerace og medlemskab af DASU for meget små penge. Løb hver uge skal give nysgerrige mulighed for at dyrke simrace og samtidig forbedre sig.

Idrætten er lukket ned, og mange danskere er hjemme i disse dage. Derfor kommer DASU nu med en håndsrækning til de motorglade mennesker, der har lyst til at snuse til digital motorsport – race på computeren.

En af de mest populære og realistiske racerspiltitler på markedet er iRacing. Det er blandt andet det spil, der lægger virtuel asfalt til den officielle DM-serie, der nu har kørt to sæsoner. Og nu bliver det altså muligt for nye simracere at snuse til spillet og mesterskaberne.

ESR Intro Series er navnet på en ny serie, hvor man for blot 50,- får iRacing på prøve i tre måneder. ESR Intro Series er tilbuddet til nye simracere, der ikke før har prøvet iRacing. Med introtilbudet får man mulighed for at deltage i løb hver søndag ud fra en fastlagt løbskalender, der strækker sig over en måned.

Løbene afvikles i en Mazda MX5 Cup med et låst setup, så man blot skal koncentrere sig om at lære spillet, lære at begå sig på en bane og at have det sjovt. Bilen og banerne, der køres på, er alle del af det gratis indhold i iRacing, så der kommer ikke yderligere udgifter for at deltage i serierne.

Der køres to løb hver søndag, hvor der er fokus på fair og sjovt race. Der vil være mulighed for at spørge til råds undervejs, blandt andet via Discord. Får man smag for mere digital motorsport, så findes der andre serier og biler at køre i, bl.a. under DASU og Esport Racing.