Tredje afdeling af Danish Esport Racing Championship blev afviklet onsdag aften på den japanske Formel 1-bane Suzuka, hvor den mesterskabsførende Lasse Bak fra RS Competition leverede suveræn indsats med to pole positions og to sejre.

Lasse Bak tog starten i første løb, hvor de første omgange især gav opmærksomhed til en duel mellem Ronin SimSport-køreren Andreas Jochimsen og Mikkel Gade fra Prologue React E-Sport, som kæmpede om fjerdepladsen – en duel, som først fik sin vinder med 15 minutter tilbage af løbet, da det lykkedes Gade at komme forbi Jochimsen. Efter overhalingen af Jochimsen fik Gade fanget Martin Christensen fra Radicals Online sim-performance.com, hvilket udviklede sig til en duel om andenpladsen i mesterskabet. De to fik imidlertid kontakt i chikanen inden start-mål-langsiden, hvor Christensen snurrede rundt og tabte del placeringer, mens Gade overtog tredjepladsen. Oppe foran fortsatte Lasse Bak med at dominere, og den eneste, der kunne følge ham, var Team Redlines Marcus Jensen. Løbet sluttede dermed med Lasse Bak som vinder foran Marcus Jensen, mens Mikkel Gade krydsede stregen på tredjepladsen.

Aftenens andet løb startede igen med Lasse Bak på pole position foran Gade og Christensen. De tre kørere bevarede deres positioner, mens der var dramatik længere nede i feltet, hvor Johnny Nielsen blev vippet rundt og ramte væggen hårdt, inden han dog fik bilen tilbage på banen. Samme nummer lavede Magnus Wasteson – her med fronten direkte i væggen, hvilket kostede en del placeringer, og ødelagte løbet for Wasteson. Gennem hele løbet var der generelt mange afkørsler, kontakter og intense dueller længere nede i feltet. I frontfeltet gjorde Martin Christensen alt for at overtage andenpladsen fra Mikkel Gade, hvilket gav Lasse Bak fred til at bevare sin føring. Det lykkedes dog ikke for Christensen at komme forbi Gade og dermed endte løbet som det startede – nemlig med Lasse Bak foran Mikkel Gade og Martin Christensen.

Resultaterne fra tredje afdeling af Danish Esport Racing Championship betyder, at Lasse Bak udbygger sin føring i mesterskabet, mens kampen om anden- og tredjepladsen fortsat er tæt mellem Mikkel Gade og Martin Christensen.

– Efter starten til begge løb, var det mit mål, at jeg skulle væk fra slipstreamen så hurtigt som muligt, så jeg kunne tage den med ro. Det er fedt at kunne udbygge føringen, hvilket naturligvis gør, at jeg kan være mindre nervøs forud for de kommende runder, lyder det fra Lasse Bak.

Næste afdeling af Danish Esport Racing Championship afvikles den 8. januar 2020.